Få dit brød til at leve længere – udnyt dine brødrester

· af Kvickly

Du kender det… Dit brød er blevet tørt og virker trist og kedeligt. Men der findes faktisk flere måder at live dit triste baguette eller rugbrød op igen.

Her får du et par idéer til, hvordan du kan få det maksimale ud af dit tørre brød:

Brød i salaten

…som italienerne gør det! Prøv en panzanella-inspireret salat og få brugt dit tørre hvedebrød ved at rive eller skære det ud i små stykker og blande det i en frisk salat med grønne blade, tomat, avocado, basilikum, mozzarella og måske lidt sardiner? Lad brødet suge en dressing op af citronsaft eller balsamico, god olivenolie samt salt og peber.

Croutoner

Skær dit brød i tern og rist dem på en pande sammen med lidt olie og et lille drys salt. God i både suppe og i salaten.

Rasp

Du kan også skære dit tørre brød i skiver og riste det let ovnen, så kan du bruge det som rasp til både panering eller med sukker til gammeldags æblekage.

Arme riddere

Brug det halvtørre franskbrød til arme riddere! Dyp nogle gode skiver i en blanding af mælk og æg, drys med kanel og sukker og rist dem på panden i smør. 

Rugbrødschips

Rugbrødschips er et lækkert alternativ til almindelige kartoffelchips – og så er de nemme selv at lave! Skær rugbrødet i så tynde skiver som muligt, pensl dem med olie, et lille drys flagesalt over og sæt dem i ovnen ved 150°C til de er blevet sprøde.

Øllebrød

Oplagt at bruge, når rugbrødet er ved at blive for tørt. Og du kan bruge både mørkt rugbrød og dét med kerner. Lækker som både morgenmad eller dessert med koldt flødeskum på, mmmm.

Ymerdrys

Du kan også rive dit rugbrød, riste det med brun farin på panden og bruge det til ymerdrys.

Gå aldrig glip af gode tilbud eller nyheder fra Kvickly

Tilmeld dig Kvicklys nyhedsbrev og få altid de nyeste tilbud, spændende konkurrencer, events, masser af inspiration og nyheder om Kvickly – direkte i din indbakke. Meld dig til nu.

Nærmeste butik

Find en butik i nærheden