Kål er cool - de bedste kålretter

· af Kvickly

Der er mange gode grunde til at elske kål - og med den rette tilberedning kan du lave de lækreste kålretter, som selv de mest kræsne kål-skeptikere vil elske.

Traditionelt set har kål været fattigmandskost i Danmark. I dag har kål fået en kæmpe renæssance, og der bliver talt om kål, spist kål og serveret kål af selv de mest anerkendte danske kokke.
Og der er mange gode grunde til at elske kål. Kål kan dog være lidt bitter og kræver lidt tilvænning for nogle - men med den rette tilberedning kan du lave de lækreste kålretter, som selv de mest kræsne kål-skeptikere vil elske.

Grønkål er en traditionel spise i flere danske egne – men i rå form uden at være kogt op med fløde kan den godt være lidt for viderekommende. I denne opskrift er den rå, hurtig at tilberede og fanta-stisk lækker.

Grønkålsalat
(4 personer som tilbehør)

200 gram finthakket grønkål
4 små æbler
50 gram ristede, hakkede hasselnødder
1/2 dl olivenolie
2 spsk balsamico
salt & peber

Skær æblerne i små tern, og vend dem i grønkålen. Bland olie, balsamico, salt og peber og vend det i salaten. Lad den gerne trække et par timer. Rist nødderne på en tør pande og hak dem groft. Fordel dem over salaten lige før serveringen. 

Energiindhold - fordeling pr. 100 gram: Energi pr. person 412 KJ, Energi pr. person 98 Kcal, Protein 20%, Kulhydrat 51%, Fedt 29%
    

Spidskål smager skønt og er dejlig sprød i rå udgave med en god dressing. Den er også nem og lækker at lynstege på panden i lidt olie. Tilsæt en smule havsalt og chili, og du har det lækreste tilbehør til kylling eller hvid fisk.

Asiatisk Spidskålssalat 
(4 personer)

1 spidskål, fintsnittet3 gulerødder i tynde skiver
2 store stykker kyllingebryst i skiver
1 spsk thaikrydderi
Olie til stegning
1/2 dl hakkede, ristede mandler

Dressing

1/2 dl olivenolie
saften af 1 lime
1 tsk frisk ingefær
1 håndfuld frisk koriander
1 håndfuld frisk mynte
1/2 tsk havsalt

Steg kyllingen i kokosolie og thaikrydderi. Snit spidskålen fint, og vend gulerødderne i.
Blend dressingen, og vend den i salaten. Top med kylling og ristede mandler.

Energiindhold - fordeling pr. 100 gram: Energi pr. person 417 KJ, Energi pr. person 100 Kcal, Protein 37%, Kulhydrat 31%, Fedt 32%

Rosenkål er måske den kåltype, som flest har det lidt svært med. Og det er synd, for den bliver let noget så lækker.

Royale rosenkål
(4 personer)

500 gram rosenkål
1 spsk smør
1 tsk honning
1/2 tsk chili
2 spsk hakkede hasselnødder

Damp rosenkålene al dente i letsaltet vand. Smelt en klat smørret på panden og tilsæt chili, honning og hakkede hasselnødder. Rist rosenkålene i blandingen og server.

Energiindhold - fordeling pr. 100 gram: Energi pr. person 502 KJ, Energi pr. person 120 Kcal, Protein 19%, Kulhydrat 48%, Fedt 33%

Hvis du har spørgsmål til kåltyper, når du handler, kan du altid spørge medarbejderne i frugt og grønt afdelingen i din lokale Kvickly. De er klar til at hjælpe dig.

God appetit!

Gå aldrig glip af gode tilbud eller nyheder fra Kvickly

Tilmeld dig Kvicklys nyhedsbrev og få altid de nyeste tilbud, spændende konkurrencer, events, masser af inspiration og nyheder om Kvickly – direkte i din indbakke. Meld dig til nu.

Nærmeste butik

Find en butik i nærheden