Urban Garden

· af Kvickly

Dyrk din egen køkkenhave på altan eller terrasse

Heldigvis behøver du ikke råde over en hel køkkenhave for at dyrke grønt til husbehov. Hvis det kniber med pladsen, kan du sagtens dyrke lækre grønsager og krydderurter på din altan eller terrasse. Planter har tre basale behov, du ikke kommer uden om:

  • De skal have sollys 
  • De skal have vand 
  • De skal have gødning

Lys skaber liv


Hvis du vil dyrke planter på altanen, er det vigtigt, at de kommer op i lyset. Uden sollys, ingen plantevækst. I bunden af altanen, er der jo ikke meget lys. Derfor er altankasser, ophæng og piedestaler til planterne en god løsning på altanen. Stil altid de højeste krukker bagerst i en gruppe, så de ikke skygger for de laveste. Ved hjælp af plantereoler, hængende haver og smarte ophæng opnår du optimal udnyttelse af selv et meget lille altanareal.

Vand rigtigt


Vand er livsvigtigt for enhver plante. Omvendt er for meget vand en lige så stor fare for planterne som for lidt. Derfor er det vigtigt at vande rigtigt. Planter der dyrkes i krukker har kun den jord, der er i krukken, at finde vand i. Derfor er det nødvendigt at tjekke dagligt, om jorden er fugtig: Stik en finger i jorden og vand, før jorden føles tør. Tørke kan få væksten til at gå i stå og salat bliver bitter, hvis planterne mangler vand.

Et godt dræn er en god forsikring mod overvanding. Du kan dyrke planter i enhver form for beholder – bare der er drænhul i bunden. Et lag potteskår eller lacekugler nederst i krukken eller altankassen giver et ekstra godt dræn.

Genvej til vanding


En kapillærkasse med en dyrkningssæk oven på er en genvej til nem vanding. De jordfyldte kapillærrør fungerer som væger, der gradvist henter vand op i jorden i sækken, hvor planterne kan forsyne sig efter behov. Hvis dine planter skal være alene hjemme i nogle dage, kan en sodavandsflaske bruges som livredder. Skær bunden af en halvanden liter plasticflaske. Stik flaskehalsen ned i jorden, fyld flasken op med vand og sæt bunden på som låg. Vandet siver gradvist ud i jorden. Så planterne får vand, selv om du ikke er hjemme.

Gødning er plantens mad


Hvis dine planter ikke har adgang til den gødning, de har brug for, bliver de blege og ranglede og aldrig særlig lækre. Der er gødning i krukkemuld og plantesække fra begyndelsen, men planterne spiser hurtigt op, og så er det nødvendigt at supplere. Det nemmeste er at tilføre jorden langtidsvirkende gødning. Så har planterne til hele sommeren. Husk at gødningsvandet skal i jorden – ikke på bladene. Dyrk dine livretter I princippet er der ingen grænser for, hvad du kan dyrke på altanen eller terrassen. Mængden af jord i krukken eller altankassen og ikke mindst jorddybden kan være en udfordring for grønsagerne. Jo større planten er, jo mere jord kræver den. Du kan for eksempel sagtens have et æbletræ på din altan, men det kræver, at der er plads til en stor krukke.

Prøv det selv

Rodfrugter som gulerødder og rødbeder har brug for i hvert fald en jorddybde på 15 cm, og du kan med fordel vælge sorter med runde rodfrugter.

  • Kål og cikoriesalater har dybtgående rødder og bør dyrkes i krukker frem for altankasser.
  • Salat, spinat, rucola og krydderurter egner sig godt til dyrkning i altankasser og kapillærkasser.
  • På en lun altan eller en sydvendt terrasse med læ, kan du sagtens dyrke tomater i en stor krukke.
  • Et espalier, som bønner og ærter kan klatre til vejrs i, giver god udnyttelse af begrænset plads.
  • Blomster gør din krukkekøkkenhave smukkere. Fløjlsblomst holder bladlus på afstand af grønsagerne, og blomsterkarse giver spiselige blomster.
  • Jordbær elsker sol og kan dyrkes i ampler eller hængende haver, hvor bærrene kan hænge frit, så de aldrig bliver jordede.
Gå aldrig glip af gode tilbud eller nyheder fra Kvickly

Tilmeld dig Kvicklys nyhedsbrev og få altid de nyeste tilbud, spændende konkurrencer, events, masser af inspiration og nyheder om Kvickly – direkte i din indbakke. Meld dig til nu.

Nærmeste butik

Find en butik i nærheden